Den første sag

Uddrag af ”Jeg vil dig bare det bedste”.

Elise beder Max om at skygge sin mand, modemillionæren Johnny Grandeville:

– Jeg synes ikke, vi skal stoppe her. Jeg vil gerne vide… jeg bliver nødt til at vide, hvor slemt det her egentlig er. Jeg har på fornemmelsen, at han ser… at han har flere.
– Hvorfor tror du det?
Elise tog en dyb indånding.
– Han sidder tit bøjet over den åndssvage computer på sit arbejdsværelse.
Jeg har jo hele tiden troet, at han ordnede regnskaber eller skrev vigtige breve til forretningsforbindelser, men en dag listede jeg mig op ad trappen… det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort… men man er jo kun et menneske… og åbnede døren ind til ham.
Elise Grandeville kiggede ned.
– Ja? sagde Max.
– Han havde taget sine bukser af og sad bare i underbukser.
Hun understregede det sidste ord med tydelig væmmelse, som om denne ellers så praktiske mandlige beklædningsdel var blevet et symbol på alle former for menneskelig synd og fornedrelse.
– Han stirrede fuldstændig paralyseret ind i skærmen, men fra min plads ved døren kunne jeg ikke se, hvad han gloede på. Men jeg tror, han chattede med en eller anden. Han blev vildt panisk, da han så mig. Han rejste sig forskrækket op og forsøgte at dække skærmen med sin krop. Jeg spurgte ham, hvad han lavede, og han sagde ”ingenting”, mens han febrilsk slukkede for skærmen – det var helt skørt. Jeg mener, han kunne jo bare have lukket maskinen ned på normal vis.
Jeg skyndte mig at gå og satte mig ned i køkkenet og tudede.
Max forsøgte at bevare den rolige facade, selvom de små fimrehår i ørerne stod på stilke for at få alle detaljer med.
– Det kunne jo også være, at han så på noget helt uskadeligt, men at han blev flov alligevel, forsøgte han sig.
– Ja, i princippet. Men nej, der var noget i hans øjne, der sagde mig, at han skjulte noget.
– Kom han ned til dig bagefter. Snakkede I om, hvad der var sket?
– Nej, han blev siddende på kontoret og nævnte det ikke med et ord. Bagefter var jeg ret chokeret og forvirret. Pludselig havde jeg en fornemmelse af, at jeg slet ikke kendte ham. At han havde en mørk side.
Max nikkede medfølende, men var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, Johnny havde haft travlt med foran skærmen. Okay, måske havde han chattet. Eller måske havde han kigget på et par frække sider og var blevet flov. Men det afslørede vel næppe en dæmonisk karakter. Max havde tværtimod en fornemmelse af, at fænomenet ”mand ser på nøgen dame” var kommet for at blive.

Læseprøve: Kærligheden