Kærligheden

Uddrag af ”Jeg vil dig bare det bedste”.

Nikoline sad i toget, der bumlede mod Espergærde.
Hun havde allieret sig med tre velkendte hjælpemidler: Et ugeblad, en kop statsautoriseret DSB-kaffe og en mp3-afspiller.
Men trods disse remedier, der ellers nok plejede at kunne slå den værste kedsomhed ihjel, havde hun kun ét i tankerne: Max. Hun så hele tiden hans ansigt for sig.
Hun havde gået hele dagen i sin lejlighed som en rastløs løvinde i et bur. Som et pendul havde tankerne svinget mellem to yderpunkter.
Jeg er alt for attraktiv til ham. Han er for gammel og fortjener mig ikke. Jeg kan sagtens finde en mand, der ser bedre ud, tjener flere penge og er mere interessant. Og for resten tænder han mig kun en sjælden gang imellem seksuelt.
Indtil tvivlen gnavede minuttet efter. Egentlig var han jo meget sød. Han gjorde jo trods alt sit bedste. Og dengang de mødtes til festen på universitetet og havde danset hele aftenen og drukket sig svimle i et festfyrværkeri af ”små grå” og til sidst sad fuldstændig smadrede, glade og fjollede på sofaen og kyssede – dengang havde hun ikke været i tvivl. Han havde fået hendes kærlighedskedel til at fløjte så eftertrykkeligt, at ”Den perfekte Verden” ikke bare var titlen på en Hollywood–film.
Men nu var Nikoline begyndt at tvivle. På Vedbæk station stirrede hun ud ad vinduet og fik øje på en ældre herre med trimmet, hvidt cykelstyrs-overskæg. Kunne hun forestille sig at vågne op med Max som 84-årig og stadig udholde synet af ham med måne, mave og marmeladepletter på skjorten?
Måske var det nemmeste bare at sige farvel. Slut, færdig, finito! Alt, hvad det krævede, var bare en opringning og ordene: Det er forbi! Sætningen tager 0,8 sekunder at udtale. Der er ingen grammatiske udfordringer i at levere de tre, små ord. Alligevel er den noget af det sværeste at få over sine læber. For hvem er man bagefter? Og har man styrke nok til at klare tilværelsen alene? Måske var det bare sådan, at alle mennesker havde brug for en partner på livets landevej. Problemet var bare, at når man først havde udset sig et passende ”offer”, var det forbandet svært at bryde forbindelsen. Som om man var limet sammen af en usynlig cement.
Max og Nikoline havde jo prøvet at bo sammen i hendes lejlighed på Østerbro. Max var rykket ind med tre sorte plasticsække indeholdende alt godt fra flyttehavet og et udbombet stereoanlæg. Men efter de første euforiske dage med rødvinshygge og kinesisk take-away, havde hverdagen indfundet sig i al sin gru.
Han havde drevet hende til vanvid. Hvorfor glemte Max hele tiden at lukke rugbrødspakken med den hvide plasticdims? For slet ikke at tale om – var han genetisk programmeret til at lade sit snavsede tøj flyde midt på gulvet? Og hvordan kunne Max i fuldt alvor juble over og være dybt følelsesmæssigt engageret i en fodboldkamp i tv, når han til gengæld slet ikke hørte efter, når Nikoline fortalte om sin dag på studiet.
Efter blot to måneder følte Nikoline, at hun var gået alt for meget på kompromis – hun havde slugt så mange kameler, at bestanden af disse ellers så modstandsdygtige dyr måtte være tæt på udryddelse på Østerbro og omegn. Efter en lang nats skænderier med beskyldninger og drypvise forsoningskys var Max modvilligt gået med til at flytte. Han rykkede sine støvede gummisko tilbage i lejligheden i Espergærde, og kort tid efter fik Nikoline en ny lejer, en veninde fra studiet.
Måske var det rigtigt, som en af hendes gode veninder havde sagt til hende: At hun var alt for smuk og klog til at være sammen med en ”halvtaber” som Max.
Den samme veninde havde over en flaske rødvin overbevist Nikoline om, at hun spildte sin tid. Hvorfor opretter du ikke en profil på en datingside på nettet og ser, hvad der sker? Du behøver jo ikke at mødes med nogen, hvis det ikke føles rigtigt, havde veninden sagt.
Og efter endnu et par glas rødvin havde Nikoline afrundet aftenen foran computeren – velvidende, at hun var på virkelig tynd is, men samtidig med en sød, kildrende fornemmelse i maven – med at forfatte en profil under navnet ”Wonderbra” med ordlyden:
”Attraktiv akademikerkvinde søger chat, måske mere, med intelligent, charmerende mand. Du ved, hvad du vil, og din målrettethed har givet dig succes.” I samme øjeblik hun havde trykket på send-knappen, fortrød hun, og siden havde hun ikke tjekket de indkomne svar. Bortset fra for nogle dage siden.
I bunken af bøvede, usammenhængende beskeder havde hun lagt mærke til én:
”Du lyder interessant. Jeg er en attraktiv mand med egen virksomhed, som jeg selv med succes har bygget op fra grunden. Jeg indrømmer – jeg er gift, men mit ægteskab er blevet kvalt af bleer, småskænderier og et hav af praktiske, dødssyge pligter. Må jeg have lov til at bringe lidt eventyr og champagne ind i dit liv?”
Denne mand, tænkte hun, mens hun steg af toget og indåndede den friske skovluft på Espergærde station, havde skrevet, at han boede i Nordsjælland. I Espergærde for at være helt nøjagtig.

Læseprøve: Den første sag