Kønnenes kamp

Kvinderne styrer! Kvinderne bestemmer! Kvinderne er ovenpå!

Stop, stop siger du sikkert – hvis du er kvinde. For er det ikke mændene, der i gennemsnit tjener mest, spørger du. Jo, det er rigtigt. Og sidder mændene ikke på de fleste topposter indenfor erhvervsliv og politik. Korrekt.

På det formelle, målbare plan har vi endnu ikke opnået fuld ligestilling.

Men på det følelsesmæssige, private niveau sætter kvinderne dagsordenen, og mange mænd står lidt forpjuskede og forvirrede på sidelinjen.

Den moderne kvinde er fanget i et dilemma. På den ene side er hun biologisk programmeret til at blive tiltrukket af mænd. På den anden side opfatter hun dem ikke som ligeværdige medspillere, og hun har svært ved at finde en partner, der kan leve op til hendes krav. Hun søger dybest set én, der følelsesmæssigt fungerer som hende selv og forstår det komplekse kvindesind i alle dets facetter – og derfor bliver hun konstant skuffet over mændene, som hun opfatter som primitive, umodne, dovne og ansvarsløse.

Et stigende antal kvinder vælger da også at leve alene og trives fint med det. Andre har en kæreste, men et grundvilkår for mange kvinder i dag er, at de lever i en evig tvivl, om de nu har fundet den rigtige. Sådan forholder det sig også med Nikoline i ”Jeg vil dig bare det bedste”. Hun er kæreste med hovedpersonen Max – i hvert fald engang imellem. Nikoline overvejer konstant, om hun ikke har fortjent noget bedre.

Max er derimod håbløst, gammeldaws forelsket i Nikoline, men han fornemmer også instinktivt sine egne mangler. Og denne indsigt gør bestemt ikke, at følelsen af ensomhed og tomhed bliver mindre.

Kønnenes kamp er slet ikke slut. Den er først lige begyndt.